Guide: Hvornår skifter man til sommerdæk?

Publiceret:18/4 - 2024
Skrevet af:Benjamin
Læsetid8 min.
Vinterdæk ligger oven på hinanden

Når fuglene igen begynder at kvidre muntert, træerne begynder at springe ud og solen igen titter frem fra vinterhi, er foråret for alvor ved at have meldt sin ankomst. Foråret kommer med en voksende trang til at rulle vinduerne ned, skrue musikken op og tage på eventyr på vejene. Men inden du kommer for godt i gang, er der en vigtig overvejelse, der skal gøres....

Hvornår er det tid til at skifte til sommerdæk?

Når solen skinner og vejret bliver varmere, er det nemlig vigtigt at have de helt rigtige dæk på bilen. 

Sommerdæk er designet til at fungere under varmere vejrforhold og giver derfor bedre greb på de varme sommer-veje. De har en speciel blanding af gummimateriale (compound) og mønster, som giver et langt bedre vejgreb på tørre, våde og varme overflader.

Både din sikkerhed og økonomi forbedres, når du har de rigtige dæk på til årstiden. Derfor vil vi i dette blogindlæg klæde dig på til at vurdere, hvornår på året du skal skifte til sommerdæk.

Hvornår skal man skifte til sommerdæk?

Det er vigtigt, du skifter til sommerdæk, når vejret begynder at blive varmere.

Men hvornår er det helt præcist?

Generelt anbefales det, at man skifter til sommerdæk, når temperaturen ligger stabilt over 7 grader. 

Det er ved denne temperatur, at vinterdækkene begynder at miste grebet - og det kan forringe bilens bremseevne og køreegenskaber.

- Mange bilister er i tvivl om, hvornår de skal skifte vinterdækkene ud med sommerdæk. En god tommelfingerregel er, at når både dags- og nattetemperaturerne ligger stabilt over syv grader, så er det tid at skifte, da vinterdæk har dårligere vejgreb og bremselængde ved højere temperaturer, fortæller Jeppe Damgaard, teknisk chef hos SOS Dansk Autohjælp.

Man kan altså ikke sætte en præcis dato på og sige, at man altid skal skifte til sommerdæk  på ét bestemt tidspunkt. Det er det danske vejr simpelthen for ustadigt til. Vi kan dog kigge tilbage i de meteorologiske historiebøger, for at få en bedre idé om, hvornår på året temperaturen typisk sniger sig over 7 grader.

Ifølge tal fra DMI er det først i april, at gennemsnitstemperaturen kommer over 7 grader. Så når vi når derhen på året, kan du godt begynde at kigge nærmere på vejrudsigterne, så du kan finde ud af, hvornår du skal skifte til sommerdæk.

Udover at huske at skifte til sommerdæk på det rigtige tidspunkt af året, skal du også undersøge, om dækkene har tilstrækkelig mønsterdybde. For uanset om du kører med sommerdæk, vinterdæk eller helårsdæk, skal dækkene have en minimums-mønsterdybde på 1,6 mm for at være lovlige i Danmark.

Det bliver dog generelt anbefalet, at mønsterdybden ligger på mindst 3 mm, for at sikre tilstrækkeligt vejgreb - særligt under våde forhold. Desuden er det også et lovkrav, at dækkene passer til bilens størrelse og bredde.
 

Læs mere om krav til dækmønsteret

Må man køre med vinterdæk om sommeren?

Ja, du må gerne køre med vinterdæk om sommeren. 

Der er ingen lovgivning, som foreskriver, at det ikke er tilladt. Der gælder kun mønsterdybde-reglerne som nævnt ovenfor.

Men selvom det er lovligt, kan det bestemt ikke anbefales at køre med vinterdæk om sommeren. Vinterdæk er designet specifikt til at yde optimalt under kolde vejrforhold, med sne, is og meget lave temperaturer, og derfor vil de ikke fungere optimalt i de varmere perioder af året. 


Selvom danskerne generelt er blevet bedre til at skifte dæk efter årstiden, vælger enkelte fortsat at beholde vinterdækkene på hele året.

Det kan få konsekvenser for både sikkerhed og økonomi.

Ifølge Rådet for Større Dæksikkerheds årlige dæktælling, kørte cirka hver sjette i juni 2021 på vinterdæk, mens det i 2018 var cirka hver femte.

Så vi er blevet bedre til at skifte til sæson-rigtige dæk, men der er stadig en del, som ikke får skiftet.

- Vi ser fortsat ulykker på vejene, som skyldes de forkerte dæk. Det har konsekvenser for både økonomi og specielt sikkerheden at køre på vinterdæk om sommeren og omvendt. De rette dæk til den specifikke sæson sikrer det bedste vejgreb, forklarer Jeppe Damgaard, teknisk chef hos SOS Dansk Autohjælp.

Tip: Læs mere om hvornår man skal skifte til vinterdæk her

Få større sikkerhed og spar penge ved at skifte rettidigt til sommerdæk

Det kan måske virke besværligt og unødvendigt at skulle skifte mellem vinterdæk og sommerdæk, men der er to meget gode grunde til, at det er en rigtig god idé at skifte rettidigt til sommerdæk: sikkerhed og økonomi.

1

Bedre sikkerhed

Først og fremmest er det bedst for din og andres sikkerhed, at du kører med de dæk, der passer til årstiden.

Sommerdæk og vinterdæk er nemlig lavet af forskellige gummiblandinger, hvilket har stor betydning for deres funktionalitet på forskellige årstider, forklarer Jeppe Damgaard:

- Vinterdæk er lavet af et blødere materiale, der om vinteren hjælper med et godt vejgreb på sne- og isglatte veje. Men om sommeren bliver vinterdækkene for bløde, og det svækker vejgrebet. Det kan faktisk medvirke til, at bremselængden øges med op til otte procent.

Samtidig er sommerdæk også bedre til at dræne vand væk, hvilket mindsker risikoen for aquaplaning, hvor vinterdæk omvendt er bedst til at gribe fast i is og sne. Om sommeren vil sommerdækket altså sikre, at din bil står bedre fast i regnvejr, ligesom de på generelt niveau mindsker bremselængden.

Det rette valg af dæk kan derfor være med til at minimere risikoen for trafikuheld.

2

Smart økonomisk

Men det er ikke kun en god beslutning set med sikkerhedsbrillerne. Når du tager revisor-brillen på, vil du også opdage, at det kan betale sig at skifte rettidigt til sommerdæk.

For undersøgelser viser, at vinterdæk har op til 15 procent højere rullemodstand, hvilket kræver mere brændstof. Derfor risikerer du at spilde penge på brændstof til dæk med en lavere sikkerhed. Særligt med de høje benzinpriser, kan det have en stor betydning for pengepungen.

Samtidig er der den faktor, at både sommerdæk og vinterdæk slides meget hurtigere, når de bruges på den forkerte årstid. Kører du med sommerdæk om vinteren eller vinterdæk om sommeren, vil du opdage, at dækkenes levetid er markant kortere.

Så hvis du f.eks. undlader at skifte til sommerdæk, fordi du synes det er for dyrt at købe et ekstra sæt dæk, skal du vide, at du formentlig gør dig selv en økonomisk bjørnetjeneste.

Rådet for større dæksikkerhed er en del af Dækbranchen Danmark: https://www.daeksikkerhed.dk/

Autoredder sidder ved bil og smiler. Bilen er punkteret.Autoredder sidder ved dæk med dæktryksmåler

Husk at undersøge dine brugte sommerdæk

Selvom du umiddelbart gør det rigtige og skifter rettidigt til sommerdæk, skal du også huske at undersøge dine brugte sommerdæk. For selvom de rent årstidsmæssigt er det rigtige valg, kan de være livsfarlige at køre på, hvis de er for slidte eller mangler luft.

Derfor bør du altid gøre disse fire ting, når du skifter til dine brugte sommerdæk.

1

Kontroller mønsterdybden

Som nævnt tidligere, er det et lovkrav, at dine dæk har en minimumsdybde på 1,6 mm, omend det anbefales, at dybden er minimum 3,0 mm. Derfor bør du tjekke, at dine brugte sommerdæk lever op til dette krav.

Den bedste måde at tjekke dette er med en mønsterdybdemåler, som er det mest præcise værktøj. Mønsterdybdemåleren kan købes hos de fleste autoforhandlere og giver en nøjagtig måling af mønsterets dybde.

Du kan også bruge en lineal til tjekke, ved at stikke den ned i mønstret, og så aflæse dybden på den måde.

På nogle dæk findes der også et slidmærke, som viser minimumsdybden på dækmønsteret. Hvis mærket er slidt ned, skal dækket skiftes.

2

Tjek dæktrykket

Det er også vigtigt at tjekke, om dine sommerdæk har det rette dæktryk. Dæktryk er en - ofte overset og vigtig - del af dækkets sikkerhedsegenskaber, og derfor er det vigtigt, at du får tjekket det.


Det rigtige dæktryk afhænger af, hvilken bil du kører rundt i. Typisk finder du disse oplysninger et sted inde i bilen, som f.eks. i handskerummet, på dørkarmen eller endda inde i benzindækslet.

Hvis du ikke kan få øje på tallene et af disse steder, så prøv at tjekke bilens instruktionsbog. Der står det helt sikkert beskrevet.

Læs mere om vigtigheden af dæktryk her.

3

Undersøg gummiet

Det kan virke lidt snørklet, men i virkeligheden skal du bare tage et grundigt kig på dækkene. Se efter tegn på, om gummiets overflade begynder at krakelere eller om det stadig ser friskt og spændstigt ud.

Hvis du ser revner i gummiets overflade, er det på tide at få skiftet dækket ud.

4

Husk at efterspænde hjulene

Det er ikke unormalt, at sommerdæk sidder på alufælge og vinterdæk på normale fælge. Vær opmærksom på at benytte bolte, der passer korrekt til fælgene. Når man har skiftet til sommerdæk, er en vigtig huskeregel at efterspænde hjulene efter 100-200 kilometers kørsel – uanset om man selv har skiftet dækkene, eller om man har fået det gjort på et værksted.

Er du i tvivl om, hvornår du skal skifte til vinterdæk? Få svaret og kør sikkert her.

Hvor længe holder sommerdæk?

Sommerdæk har, ligesom andre dæk, en begrænset levetid - og det er derfor vigtigt, at du både er opmærksom på dækmønsterdybden og alderen. Generelt anbefales det at udskifte sommerdæk, når de er omkring 6-8 år gamle.

Det skyldes blandt andet, at dækkets gummi med tiden kan blive hårdt og miste sin fleksibilitet, som vil gå ud over dækkets ydeevne og sikkerhed. Du kan tjekke dækkets produktionsdato, der normalt sidder stemplet på siden af dækket.

Hvordan opbevarer jeg sommerdækkene bedst muligt?

Inden du sætter dine sommerdæk til opbevaring over vinteren, er det en god idé at rense dem for snav og støv med en blød børste. Dækkene skal helst opbevares et køligt, tørt og mørkt sted, gerne i dækposer.

Stil gerne dækkene lodret og undgå at stable dem for at undgå deformation. Alt dette vil forlænge dækkenes levetid.

Du kan også læse mere om, hvornår man bør skifte til vinterdæk, her.

Hjælp til sommerdæk

Som kunde hos SOS Dansk Autohjælp kan du altid ringe og få professionel hjælp til kontrol af dækmønster, dæktryk og generelt at sikre, at din bil står i topform i forbindelse med det forebyggende TryghedsTjek.

Mange gange kan problemet løses over telefonen, da vores teknikere har indgående kendskab til de mange bilmærker. Viser det sig, at problemet ikke kan løses over telefonen, sender vi en autoredder ud med det samme.

Afspille video: Video