Punkteret? Sådan laver SOS Dansk Autohjælp en nødtætning

Publiceret:2/5 - 2024
Skrevet af:Benjamin
Læsetid5 min.
Autoredder sidder ved dæk med dæktryksmåler

En punktering kan ske for alle. Med et abonnement hos SOS Dansk Autohjælp kan vi i mange tilfælde hjælpe dig videre på stedet og spare dig for en bugsering. I denne video viser vores autoredder, Frederik, hvordan.

Autoredder der står og smiler

Hvis din bil er punkteret, er det vigtigt, at du med det samme holder ind til siden for at vurdere situationen. Som abonnent hos SOS Dansk Autohjælp kan vi hjælp dig med en nødtætning, så du kan komme på værksted og få skiftet dækket.

 

Hvad er en nødtætning

En nødtætning er en gummiprop, der sættes i dækket for at forhindre, at det taber yderligere luft. Autoredderen sørger først for at fjerne fremmedlegemet, der har forårsaget punkteringen og borer derefter hullet til, så proppen passer i.

Proppen trykkes efterfølgende i med håndkraft og lim sikrer, at den bliver, hvor den skal. Efterfølgende kan dækket pumpes op til normalt dæktryk, og bilen er klar til at køre videre.

SOS Dansk Autohjælp tjekker naturligvis, at dækket holder tæt. Det gøres ved at sprøjte sæbevand på nødtætningen og sikre, at der ikke opstår luftbobler omkring den.

 

Hvor langt kan jeg køre med en nødtætning?

En nødtætning betyder ikke, at du kan køre videre på dækket indtil, du alligevel skulle skifte det, fordi det er slidt ned.

Som det ligger i ordet "nød" er det en nødløsning, der gør, at du kan køre bilen på værksted for at få sat et nyt dæk på. På den måde slipper du for, at bilen skal bugseres og du skal finde alternativ transport.

Med en nødtætning må du køre op til 80 km med en maksimal hastighed på 80 km/t.

 

Kan et dæk altid nødtættes?

I mange tilfælde kan SOS Dansk Autohjælp foretage en nødtætning på stedet. Der er dog enkelte undtagelser.

Det er kun lovligt at foretage en nødtætning, hvis punkteringen er opstået på selve dækkets køreflade. Det vil sige, at sidder hullet på siden af dækket, skal bilen have skiftet dæk med det samme.

Derudover kan en nødtætning ikke foretages, hvis der er tale om en større flænge i dækket som gør, at gummiproppen ikke kan holde luften inde i dækket.