/

Bevar julefreden i den massive juletrafik

Tralv vej med masser af biler der holder i kø

19. dec 2018

I juledagene er der langt flere nødstedte bilister på vejene end på andre tider af året. Vejrsituationen og øget trafik er skyld i flere punkterede dæk, flade batterier eller sammenstød i køkørsel. Ifølge SOS Dansk Autohjælp kan få forberedelser hjemmefra gøre sit til at bevare julefreden på køreturen.

- Når der er massiv trafik på vejene, får vi også flere opkald fra nødstedte bilister. Vi kan se på vores statistikker, at størstedelen af vores assistancer de seneste år i dagene op til jul har været til uheldige bilister med punkterede dæk eller flade batterier. Derfor er det også her, man med fordel kan gøre sig nogle forberedelser for at mindske risikoen for problemer under julekørslen, fortæller Anette Bjørn Juncher, vagtcentralchef for SOS Dansk Autohjælp.

Punkteringer aflyser julehyggen
Det er især punkteringer, der er den store syndebuk i juletrafikken, viser erfaringen fra SOS Dansk Autohjælp. Mere end hver femte assistance de seneste tre år op til jul har skyldtes flade dæk. Det er en tendens, som distriktschef på Sjælland, Henrik Ahlstrøm Olsen, genkender:

- Regn og blæst fejer småsten og andre skarpe genstande ud på vejene, og så er det, vi ser flere punkteringer. Når der så kommer tryk på trafikken, ser vi endnu flere punkteringer.

Hos vejhjælpen gør man, hvad man kan for at hjælpe punkterede bilister hurtigt videre, men vil man være godt forberedt, så er et reservedæk svaret.

- Nødtætning og skift til nøddæk kan selvfølgelig være en mulighed, men på dage hvor værkstederne har lukket, er et reservedæk den sikreste måde at komme hurtigt videre på, fortæller Henrik Ahlstrøm Olsen og tilføjer:

- Mange biler har i dag ikke en decideret plads til et reservedæk, men kan man presse det ind mellem julegaver, hjemmebag og flæskesteg, så er det altså en rigtig god idé.

Batterier på prøve
Vinteren har ikke budt på hård frost endnu, men når først den sætter ind, kommer bilbatteriet på prøve. Sløve batterier er en synder, som man med fordel kan komme i forkøbet, så juleudflugten ikke slutter i den forkerte landsdel.

- Bilbatteriernes levetid er kortere i dag, fordi moderne biler bruger mere strøm på at have diverse apparater og funktioner kørende. Så har bilen allerede hostet lidt ved opstart, er det en god idé at få det tjekket. Hvis de rigtig kolde dage kommer i juledagene, kan man nemlig risikere at stå med en død bil, siger Anette Bjørn Juncher.

Afstand og opmærksomhed
- Vi kan se, at antallet af uheld hænger sammen med vejret. De år hvor vejret har været dårligt, har vi desværre også set flere ulykker. Så vi råder til, at man tjekker vejret, kører i god tid og er opmærksom på at holde afstand, siger Anette Bjørn Juncher.

Vejhjælpen råder også til, at man er ekstra opmærksom på de mindre veje, når det kommer til glat føre.

- Mindre veje, ved eksempelvis skovområder, kan være overraskende glatte. Det skyldes blandt andet, at vejtemperaturen ofte er lavere end lufttemperaturen. Det er derfor en god idé at være forsigtig, selvom temperaturen ikke nødvendigvis er under frysepunktet, fortæller Anette Bjørn Juncher.

Er der julefred på bagsædet, er der også ro til at koncentrere sig om kørslen på forsædet, så pak ting til at sørge for underholdning foruden tæpper, drikkevarer og lidt snacks til eventuel køkørsel eller hvis uheldet skulle være ude, og man får brug for vejhjælp.

Gode råd til at komme sikkert frem i julen
• Vær obs. på vejrprognoserne
• Kør i god tid - og undgå de mest trafikerede tidsrum
• Tag et reservedæk med, hvis du har plads
• Vær opmærksom på glat føre - især på mindre veje
• Tjek batteriet - kulde og underholdning på bagsædet stjæler strøm
• Hold afstand og undgå sammenstød ved kø og pludselige opbremsninger
• Hav tæpper, drikkevarer og snacks med i bilen


Kontaktinformation
Anette Bjørn Juncher
Vagtcentralchef, SOS Dansk Autohjælp
Tlf: 5118 6085